Starten: Tømreren Abel Rossignol, den franske hær og træski

Rossignol har en historie, der begynder allerede en måned før juleaften 1882, hvor barnet dampede ned. Den franske dreng voksede op til at være en dygtig tømrer, et karrierevalg, der – kombineret med en næse for forretningsmuligheder og lidt hjælp fra den franske hær – skulle vise sig at være startskuddet til en helt ny æra af skiløb.

I begyndelsen af 1900-tallet var der kun få, rigtig små franske skifabrikanter, som arbejdede i deres produktion med Telemarkskien fra Norge som model.

I de kommende år i begyndelsen af det 20. århundrede ville flere og flere franske unge mænd blive uddannet i militæret. Det var vigtigt at kunne stå på ski for at forsvare Frankrig. Skiskolen i Briançon løb tør for ski, og i et tappert forsøg gav de sig selv til at konstruere ski. De fik faktisk rimelig gode træplanker, 340 par er optaget i historiebøgerne, som de producerede frem til år 1906. Men det år gik alt bananas mængdemæssigt.

Udvikling af sporten

Samme år fik "Club Alpin de France" ansvaret for at udvikle skisporten i Frankrig. De satte sig i råd med mange baguetter, flere omgange gedeost og endnu flere rødgrædende påfugle. Resultatet er, at de sammensætter et arrangement, der skulle finde sted i Montgenèvre næste vinter i februar.
- Santé! sagde de i kor og sagen var afgjort.
Civile skiløbere fra alpine landene Italien, Schweiz, Frankrig og Østrig kom til stævnet, samt en række skiløbere fra Norge. Derudover deltog militært personel fra tre af alpelandene, og en stor presseforsamling – ingen influencers, dog kun gyldig presseidentifikation – og et publikum på ikke mindre end tre tusinde mennesker.

Hvem var blandt publikum?

Gæt hvem der var blandt publikum? Ja, den lille franske dreng Abel, der dengang var 25 år og uddannet tømrer og træsnedker. Han fik en fornemmelse, problemet var, at skiforsyningen ikke var så ringe.

Abel rettede hurtigt op på det, så muligheden og fik en kontrakt fra løjtnant R. Gelinet. Der lovede han at købe Abel Rossignols første parti træski. Abel skar fine ski i både amerikansk valnød og europæisk ask. Ligesom tidens få andre premium-ski blev bygget. Men Abel havde noget på G'et på sit værksted i Voiron, lige nordøst for Grenoble, som de andre skifabrikanter ikke havde.

Abels ski, opkaldt efter hans familienavn "Rossignol", som betyder nattergal på fransk, fandt deres købere hurtigere end ståldæmninger trukket til en magnet. På et produktionsmarked i Chamonix i 1909 vandt han førstepræmien for sine træski. Men Abel fortsatte sin udvikling. Han foretog på det tidspunkt en enorm lang tur nordpå til det eksotiske, også snorklende Norge. Dette er for at studere forskellige skifabrikker samt selve skiløbet i Skandinavien.

Første Verdenskrig brød den gyldne æra i det tidlige 20. århundrede og satte verden i brand fra 1914-1918. Abel Rossignol modtog således store ordrer fra hæren. Dette da de skulle beskytte deres land selv i sneklædte bjerge mod de såkaldte centralmagter som bestod af Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien.

Rossignol etablerer sig som et racermærke ved OL i Charmonix i 1924

Efter Første Verdenskrigs rædsler blev verdens første olympiske vinterlege afholdt i Chamonix i 1924. Det var udgangspunktet for Rossignol med hensyn til kvalitet, hurtige og vindende konkurrenceski. De leverede ski til flere af de første olympiere.

Abel var dengang en erfaren og 42-årig skifabrikant, hans søn Abel Rossignol Junior (ja, det hedder han) var en vindhurtig speeder på alpine ski. Han havde lært at stå på ski med sin mors mælk og arbejdede også i far Abels familievirksomhed. Men sønnens ven Emile Allais var endnu mere kvik ned ad bjerget og tog sølv i det første alpine verdensmesterskab, disciplinløbet var kombinationen styrtløb og slalom, afholdt i schweiziske Mürren i 1935 og blev så verdensmester to år senere. Allais fik også job hos Rossignol og opgaven med at gøre raceskiene endnu mere succesfulde.

Ny model Olympique 41

Et par år senere lancerede Allais og Abel Jr. den nye model "Olympique 41", som var konstrueret på en ny måde. Med asketræslaminat, bygget i flere lag. En tungere udgave af alpinskien var i stedet i lamineret valnød. Skien var en succes, og skiløberen Henri Oreiller blev både den første verdensmester og olympisk mester i alpint skiløb på ski i 1948. Det skyldtes, at det var det første år, at styrtløb og slalom blev til to separate discipliner.

I slutningen af 1940'erne og i begyndelsen af det næste årti blev der gjort nye opdagelser om, hvordan man bruger både plastik og stål i træskiene. Ski med plastbelægning under så dagens lys, stålkanter fræset ind i siden blev også indført. Rossignol var ikke sen til udviklingsbolden, der rullede.

Abel Rossignol døde i 1954 , derefter 72 år gammel, og Abel Jr. overtog fuldstændigt. Samme år producerede Rossignol 8000 ski i lamineret træ og omkring 500 par med metal i Men virksomheden havde et andet vigtigt ben at stå på, nemlig som underleverandør af dele til tekstilindustrien. Tekstilindustrien led et sammenbrud i 1955, hvilket efterlod Rossignols fabrik med alvorlige økonomiske problemer. Der var økonomiske bekymringer, som selv den succesrige skifremstilling ikke kunne kompensere for. Ville Rossignol-firmaet dø blot et år efter dets skabers bortgang? Ville nattergalens sang holde op med at kvidre ned ad sneklædte bjerge rundt om i verden?

Fartfantomet Allais kontaktede derefter den unge iværksætter Laurent Boix-Vives, som han havde lært at kende, da de arbejdede sammen i Courchevel. Ikke længe før nytår 1955 indkasserede den 29-årige Boix-Vives, hvad der svarer til 500.000 SEK sammen med to partnere og fik majoritetskontrol med aktierne i Rossignol.

Økonomisk og produktiv genoplivning i slutningen af 1950'erne

Boix-Vives første handling var at rense Rossignol, alle forpligtelser til tekstilindustrien blev afbrudt. Samtidig satsede de helhjertet på skiløb og kun skiløb. Emile Allais og Abel Jr. fik økonomiske muskler til at fortsætte skiudviklingen med nye modeller. De gik direkte til at producere en aluminium-lamineret ski (overvej hvor varm og populær titanal er i dag, en metallegering, der for det meste er aluminium). Til at hjælpe dem tog de den franske skiløber Adrien Duivillard, som fik testet ski og give sin mening til kende.

Den nye model fik navnet "Allais 60", og pro-model versionen var sort på toppen. Den franske topløber Adrien Duvillard vandt de franske styrtløbsmesterskaber med de nye ski i 1959. Sæsonen efter vandt han HVERT styrtløb i sæsonen bortset fra det olympiske styrtløb i Squaw Valley, som blev vundet af landsmanden Jean Vuarnet. Hvilken skimodel kørte han så? Rossignol Allais 60 selvfølgelig.

Den almindelige, kommercielle variant af aluminiumsforstærket Allais fik en rød topplade og navnet "Rossignol Allais Major". Det viste sig at være en fantastisk storslalomski.:
- De var hurtigere end træskiene i valnød, fordi aluminiumslejet vibrerede og brød noget overfladespænding op under puderne, siger Adrien Duvillard.

Da de alpine verdensmesterskaber blev afholdt i Chamonix i 1962, kørte alle de franske landsholdsløbere Allais-modellerne fra Rossignol i styrtløb og storslalom. Den unge iværksætter Boix-Vives indså da og der, at de alpine stjerneskiløbere var perfekte reklamesøjler! Markedsstrategien var lagt, og nu gik tingene for alvor i gang for Rossignol. D ville mere end blot det franske marked, som globalt stod for 7-8 procent af skiløberne i verden.

Rossignol var målrettet mod nabolandene Italien, Schweiz og Tyskland og fokuserede derefter på USA og Japan. På en af Boix' udlandsrejser tilknyttede han Lee Russel som international marketingchef. Det sendte topskiløberen Duivillard til både Japan og Nordamerika for at konkurrere på Rossignol-ski og fremvise dem for verden uden for Frankrig og Alperne. Tingene rullede videre. Rossignol åbnede et nordamerikansk hovedkvarter i Aspen, og salget til både USA og Canada tog fart.

Fremkomsten af glasfiber i 1960'erne

I løbet af 1960'erne begyndte glasfiberski at vinde kommercielt indpas, men på konkurrerende hold var det stadig træski, der gjaldt. Interessen for at skære ned på skiene voksede (hvilket ser ud til at holde selv i dag), og Rossignol begyndte at producere lettere træski. Desværre var disse ski ikke holdbare nok til at konkurrere på, noget Duivillard godt husker, da skiene ofte knækkede af. Rossignol og andre konkurrerende mærker forstod, at det var på tide at udvikle en glasfiberforstærket ski skabt til racerløb. Resultatet er, at et teknologisk kapløb med konkurrerende mærker startede. Dette for at finde ud af, hvordan glasfiber skal bruges på bedste vis i en racerski.

Resultatet blev modellen Strato som blev lanceret i 1965, en ski der var baseret på den tidligere model "Olympique". Den havde dog flere lag aske eller hickory, forskellige lysere tropiske træsorter og glasfiberforstærkning på både top og bund. "Strato" var en stor succes og blev eksporteret i stor skala. Samme år gik Abel Junior på pension og i forbindelse med det sluttede produktionen af hans daværende mesterværk, "Olympique 41", også.

I 1966 blev en konflikt mellem Emile Allais og Laurent Boix-Vives opdaget, efter at førstnævntes navn usympatisk blev fjernet fra Rossignols ski under verdensmesterskabet i 1966. Dette resulterede i, at Allais hastigt afsluttede sin 30-årige tilknytning til Rossignol og aldrig mere besøgte virksomhedens. lokaler eller fabrikker igen. En pludselig afslutning på et tidligere velfungerende samarbejde.

Nye fabrikker og Rossignol bliver den største i verden i 1970

Historien kæmper uden Allais. Men at lave ski var en hård og dyr branche med stor konkurrence. Den nyåbnede skifabrik i Sallanches uden for Chamonix, hvor Dynastar havde til huse, mistede flere millioner i 1967, men en mands død er en anden mands brød. Entreprenøren Boix-Vives købte hele Dynastar-fabrikken for en enkelt franc. Og dermed havde Rossignol nu endnu en fabrik at fremstille ski i.

I 1970 byggede Rossignol en helt ny, topmoderne fabrik nær Barcelona. Spanien var på dette tidspunkt et billigt land at masseproducere ski i. I over 30 år var dette Rossignols største og mest effektive anlæg. Samtidig købte Rossignol også det tidligere skimærke Olins fabrik i Stans, Schweiz. Sejrstoget rullede uden gnidninger. I 1970 blev Rossignol verdens største producent af ski, en titel den stadig har i dag.

Uanset om trækerner er gode eller ej, blev skumplastkerner introduceret i 1972

Rossignols ski havde trækerner. Men Adrien Duivillard, som stadig testede og udviklede skiene, begyndte nu at føle, at træskiene var for inkonsekvente i både flex og span i masseproduktion. Derfor begyndte Rossignol at udvikle ski med skumkerner, der var mere forudsigelige og nemmere at bygge identisk. I 1972 kom de første raceski med skumkerne, GS ski Metal Roc 550 og GS ski ST-650.

Over tid fladede skisalget ud, og Boix-Vives besluttede at udvide forretningen. I 1978 købte han Lange støvlefabrikken og begav sig ind i støvlernes osende verden. I 1980 fik han også bygget en fabrik, der producerede stænger og 14 år senere købte Laurent Boix-Vives Look-bindinger. Dermed gik de ind i kampen mod Salomon om at producere den bedste binding til alpint skiløb på markedet.

I 1999 så den banebrydende første version af Rossignol Bandit XX. Denne fede ski med en KÆMPE 70 mm opdrift under fødderne banede vejen for freeriders i starten af det nye årtusinde. Dette var en meget innovativ ski for sin tid.

En anden ski, der fik legendarisk status, er Rossignol Scratch, som blev lanceret i forbindelse med fok-trendens overvældende fremgang omkring årtusindskiftet. Da snowboarding var varmere end en tropisk sandstrand i 1990'erne, og skiløbere ikke var velkomne i parkerne, opstod en ny skibevægelse. Med det nye canadiske luftvåben med JP Auclair og Mike Douglas i spidsen for Nordamerika. Og både Jon Olsson og Henrik Windstedt var tidligt på trenden med at tage luft, lave tricks med alien-designede ski, hvor der var TO sving, så man kunne køre både frem og tilbage.

I 2001 vandt Tanner Hall Big Air ved X Games med et par Scratch på fødderne, og derefter var skiene almindeligt kendt over hele verden. Et par år senere, i 2004, havde Rossignol en rigtig stabil freestyle-stald, hvor blandt andre freestyle-superlegenden Candide Thovex rockede Rossignol Scratch.

Kristen tid i det 21. århundrede med kviksølv

Tiden går , og i marts 2005 solgte iværksætteren Laurent Boix-Vives, dengang 78 år gammel, Rossignol til det australsk/amerikanske firma Quicksilver. Værdien af Rossignol siges at have beløbet sig til omkring 312 millioner amerikanske dollars, hvoraf Boix selv kunne modtage en beskeden udbetaling på 55 millioner dollars. En astronomisk sum, men også penge, der gik til en mand, der viede 50 år af sit liv til Rossignol i årene 1955-2005.

Denne omfattende forretning blev efterfulgt af flere dårlige vintre med dårlige indkomster til følge. Dette satte Rossignol i graven alt for tidligt. Trods nogle stormfulde år byggede Rossignol et begrænset oplag af modellen "B2" og "B3" med design fra klassikeren "Olympique 41" og "Strato". De lancerede disse i 2007 i forbindelse med mærkets 100 års jubilæum.

Virksomheden led store tab, og i 2008 var Rossignol sunket så dybt, at der blev lavet en kriseplan for at redde virksomheden. I 2008 blev Rossignol opkøbt af den australske bank Macquarie og i juli 2013 solgte banken Rossignol sammen med dets datterselskaber Lange og Dynastar til et partnerskab mellem Altor Equity Partners (en svensk investeringsgruppe) og Boix-Vives-familien, som fik klassikeren skimærke på fode igen.

Og sagaen om de kvidrende nattergalski fortsætter. En anden ski fra Rossignol, der bliver en klassiker, er Jacob Westers (og mange andres) favoritmodel Black Ops, som blev lanceret sidste efterår med henholdsvis 98 og 118 millimeter bredde. En freeride ski med traditionelt spænd under foden, rocker i spids og hale og montering lige bag midten af skien. Dette skaber en legende ski, der kan klare det meste.

Rossignol Hero J4

Rossignol Hero J4, specifikationer: